Ridderordenens historie

1099

Det var under det første korstog, efter befrielsen af Jerusalem fra muslimerne, at Godfred af Bouillon i 1099 indstiftede Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem, som del af hans organisering af de religiøse, militæret og offentlige institutioner. Kilder skriver, at han ikke selv ønskede at blive konge, men at bære titlen: Beskytter af Den Hellige Grav. Det blev hans bror, som ved hans død i 1100 blev den første konge af Jerusalem, Baldwin I, og kronet i 1103, som leder af Ridderordenen.

Traditionelt antages det, at Ridderordenens første medlemmer stammede dels fra Kannikkerne ved Den Hellige Grav dels fra soldater, som sammen med Kannikkerne forsvarede Kristi Grav under det første korstog. De sidste var bevæbnede riddere, valgt fra korstogenes rækker for deres mod og dedikation, som sværgede troskab til Kongen af Jerusalem og til at forsvare Den Hellige Grav og de hellige steder.

Kort efter det første korstog var overstået vendte ridderne tilbage til deres respektive hjemlande. Dette medførte at der overalt i Europa blev etableret munkeklostre, underlagt en ordensridder eller gejstlig, som var blevet blevet optaget i selve Den Hellige Grav og som derfor stadig havde et tilknytningsforhold til Ridderordenen.

Den første historisk registreret ridderslagning fandt sted i 1336, hvor sakseren Wilhelm von Bodensel blev slået til ridder. Man kan dog i Wilhelms dagbog læse, at han blev slået til ridder i henhold til ”gældende skik for ridderslagning af riddere af Den Hellige Grav”, hvilket vidner om at ridderslagninger har været gennemført tidligere.

Ridderordenen tabte momentum som en samlende militærenhed af riddere efter Saladin generobrede Jerusalem i 1182, og ophørte med at være en militærenhed efter nederlaget i Akre i 1291. I de efterfølgende århundrede overlevede ordenen i Europa under beskyttelse af forskellige kongelige og gestlige overhoveder samt Den Hellige Stol. Munkeklostrene opretholdte korsriddernes idealer: at udbrede Troen, at forsvare den svage, at yde velgørenhed overfor andre.

1400-tallet

Den Hellige Stol betalte i det 14. århundrede en meget stor sum penge til den egyptiske sultan for retten til igen at kunne beskytte de hellige steder. Denne ret blev tildelt Franciskanerordenen, som kustoder af Det Hellige Land med ret til at optage nye riddere i fraværet af Den Latinske Patriark.

Som ridder modtager man en række privilegierne, som blev nedskrevet i 1553. I henhold til disse privilegier kunne ridder bl.a. give absolution til fanger, hvis de mødte dem på deres vej til henrettelsespladsen; benytte den katolske kirkes ejendomme til trods for at de var lægmænd; blive fritaget for at betale skat; nedtage henrettede fra galgen og bevillige dem en kristen begravelse; og gøre deres entre i kirker til hest. Pave Benedikt XIV gav Ordenen præcedens over alle andre Ordner med undtagelse af Det Gyldne Skinds Orden.

I år 1496 indtog Pave Alexander VI selv stormesterstolen, og ændrede dermed Ridderordenen til en pavelig ridderorden.

1847

Pave Pius IX genetablerede Ridderordenen i 1847 og moderniserede den med en ny konstitution, som lagde den under direkte beskyttelse af Den Hellige Stol, og genetablerede Den Latinske Patriarkat. Ridderordenen fik nu en fast centralstyret organisation med patriarken som stormester.

Ridderordenens rolle blev beskrevet som: at støtte og opretholde Det Latinske Patriarkat i Jerusalems arbejder samtidigt med at bibeholde den åndelige pligt til at udbrede Troen.

Den Hellige Pave Pius X reorganiserede Ordenen i år 1907 og overtog selv embedet som stormester. Kravet om adelskab for medlemmerne blev afskaffet (undtagen i det spanske statholderskab) og Ridderordenen blev inddelt i nationale statholderskaber. Denne struktur består stadig i dag med ca. 60 statholderskaber, som Statholderskabet Sverige-Danmark, verdenen om.

1949